I løbet af sommeren får i alt 43 af SAS’ mellemdistancefly ny højhastigheds WiFi-forbindelse om bord. SAS Go-passagerer skal betale for tjenesten.

Planerne om et nyt højhastigheds WiFi-system på SAS’ flåde af mellemdistancefly har været længe undervejs, men nu er udrulningen af det nye system gået i gang.

Systemet leveres af amerikanske Viasat Inc., som tilbyder et WiFi-system med en hastighed på mindst 12 Mbit/s på enhver enhed, hvilket blandt andet gør det muligt at streame film fra eksempelvis Netflix.

28 SAS-fly har allerede fået systemet installeret, og i løbet af maj vil selskabet gradvist åbne for passagerernes adgang til WiFi på disse fly ved at introducere servicen i to fly per dag, så man inden udgangen af maj tilbyder WiFi i samtlige 28 fly.

Installationen af det nye system fortsætter henover sommeren, og til september vil passagererne kunne få WiFi på 43 af SAS-flådens mellemdistancefly. SAS forventer at udrulningen af systemet til hovedparten af mellemdistanceflåden vil være gennemført i løbet af 2020. Systemet vil både blive installeret på Airbus- og Boeing-fly.

Foreløbigt kun på Europa-ruter
”Valgt har valgt at investere i et nyt højhastigheds WiFi-system på kort- og mellemdistanceflåden, fordi det er der, vi har hovedparten af vores kunder,” siger Therese Lorenius, underdirektør for produkter og services i SAS, til CHECK-IN.dk.

Umiddelbart har SAS ingen planer om at installere samme system på selskabets nuværende langdistancefly, hvor det eksisterende WiFi-system har været udsat for hård kritik – blandt andet i flere anmeldelser her på CHECK-IN.dk.

”Når vi får leveret vores nye Airbus A350 langdistancefly fra 2019 vil vi overveje, hvilken type af WiFi-system, der skal installeres om bord i dem, herunder om det skal være Viasat-systemet,” siger Therese Lorenius.

Gratis for SAS Plus-passagerer
SAS præsenterede i går det nye system for en udvalgt skare af pressefolk fra Norden og USA – heriblandt CHECK-IN.dk – på en prøveflyvning på lidt over en time med et Airbus A321-200 fly fra Københavns Lufthavn.

Det nye system vil være gratis for rejsende på SAS Plus samt for EuroBonus Diamond- og Guld-medlemmer, mens passagerer på SAS Go skal betale 39 kroner (eller 4,90 euro) for en WiFi-nøgle, som giver adgang til systemet. Nøglen kan bruge på flere enheder, men kun på en enhed ad gangen. Hvis man vil bruge WiFi på flere enheder samtidig, er man derfor nødt til at købe flere nøgler.

Hvorfor gør I ikke WiFi gratis tilgængeligt for alle passagerer, lige som nogle af jeres konkurrenter i Europa gør?

”Flyselskaberne har forskellige betalingsmodeller for services ombord. Nogle tager også betaling for WiFi på business. Vi vil gerne gøre noget særligt for vores mest loyale kunder, og derfor er adgangen gratis for dem,” siger Therese Lorenius.

Frem til 19. august vil SAS dog også tilbyde EuroBonus Silver-kunder gratis WiFi-adgang i en særlig sommerkampagne.

Dækker det meste af Europa
Viasat-systemet fungerer ved hjælp af den geostationære Ka-Sat satellit og 82 sende- og modtagestationer på landjorden fordelt ud over Europa.

Via en antenne monteret ovenpå den bagerste del af flyet sendes der signaler mellem flyet og satellitten, og satellitten sender signalerne videre til stationerne på landjorden, hvor forbindelsen til internettet opnås. Hele denne proces foregår selvfølgelig på en mikrodel af et sekund og er næppe noget, almindelige brugere af systemet vil skænke en tanke.

Systemet dækker med få undtagelser hele Europa. SAS oplyser selv, at man kan i den første fase af udrulningen kan opleve, at WiFi-forbindelsen ikke fungerer over Nordsøen på flyvninger til og fra Storbritannien, over Biscayen og på dele af strækningerne ved flyvninger til og fra Svalbard samt De Kanariske Øer. Problemet med disse ”hvide pletter” skulle ifølge leverandøren blive løst, når Viasat inden for et par år får endnu en satellit placeret i rummet.

Viasats WiFi-system er i dag installeret på 550 passagerfly verden over, og blandt Viasats andre kunder til systemet er Finnair, Icelandair og Singapore Airlines.