Ny gangbro i Terminal 3 skaber mere plads til ankommende passagerer og gør det nemmere at kommer fra metroen til sikkerhedskontrollen.

Københavns Lufthavn indviede mandag Danmarks længste indendørs gangbro. Den gør det muligt for de rejsende at skyde genvej fra metroen direkte til sikkerhedskontrollen og SAS Fast Track.

Genvejen blev indviet af Hovedstadens Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen og et vaskeægte 100-meterløb. Det tog Catarina fra NBRO-Running løbeklub 11,5 sekunder at løbe de 100 meter over den nye gangbro fra metroen ind i det røde målbånd ved sikkerhedskontrollen.

100-meterløbet markerede, at broen nu er åben for alle passagerer. Selvom det til dagligt nok vil tage lidt flere sekunder at benytte den nye gangbro, så er det en regulær genvej for indenrigspendlerne og de mange andre rejsende, der ankommer med metroen.

Hvis man kun har håndbagage med, kan man nu gå direkte til sikkerhedskontrollen og SAS Fast Track uden at skulle ned på det travle gulv i Terminal 3.

“Gangbroen gør det endnu nemmere for de rejsende at komme ud i verden og hurtigere for mig og andre, der ofte flyver indenrigs, at komme rundt i landet,” sagde regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) i sin åbningstale.

Mere plads i Terminal 3
Gangbroen har længe stået højt på ønskelisten hos Københavns Lufthavn og er en afgørende del af den store ombygning og udvidelse af Terminal 3, der samlet skaber 1.600 nye kvadratmeter til passagererne.

Det forventes, at flere millioner rejsende vil benytte den nye bro fremover, og det frigiver en masse plads i terminalens travle stueplan.

“Formålet med den nye gangbro er først og fremmest at skabe mere plads til ankommende passagerer, og passagerer der skal tjekke bagage ind hos SAS og en række andre flyselskaber i Terminal 3,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i København Lufthavn.

”Der er rigtig mange, der henter familie eller venner, når de kommer hjem fra rejsen, og dem skal der være plads til. Ligesom afgående passagerer med bagage nu får en bedre start på rejsen, fordi Terminal 3 ikke længere skal bruges som gennemgangsområde til sikkerhedskontrollen og Terminal 2,” siger lufthavnsdirektøren.

Tak til passagererne
I dag er det halvdelen af de rejsende, der kun har håndbagage med. For fremtiden kan de gå direkte fra metroen til sikkerhedskontrollen. Det samme gælder de mange indenrigspendlere, der nu kan komme endnu hurtigere frem til det særlige indenrigsspor i sikkerhedskontrollen

Broen er blevet bygget i Københavns Lufthavns travleste passagerområde og er derfor blevet bygget i etaper og mest om natten, men det har stadig krævet overbærenhed fra passagererne.

“Der skal lyde en stor tak til passagererne, som har udvist stor tålmodighed i forbindelse med byggeriet af broen, som har fyldt meget i en forvejen travl terminal. Vi er glade for, at broen nu er åben og byggerodet er forbi,” siger Thomas Woldbye.