Ikke-prioriterede kunder hos Ryanair skal fra november betale et tillæg for den nuværende håndbagage på op til 10 kilo, og bagagen skal checkes ind i terminalen.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair foretager ændringer i bagagepolitikken, der rammer de passagerer, som ikke køber prioriteret boarding.

Ikke-prioriterede kunder har indtil nu haft muligheden for at medbringe to stykker håndbagage ud til gaten. En mindre taske og en trolley på op til 10 kilo, hvor det største stykke bagage får et bagagelabel sat på og placeret gratis i lastrummet til afhentning på bagagebåndet efter ankomst.

Fra og med den 1. november bliver denne regel ændret, så ikke-prioriterede kunder fremover skal betale et tillæg, hvis en trolley ønskes medbragt. Prisen er otte euro (60 kroner, red.) i forbindelse med booking af flybillet, og kufferten skal desuden checkes ind ved Ryanairs bagage drop-off i lufthavnsterminalen.

Billigere indchecket bagage
Prioriterede Ryanair-kunder kan fortsat medbringe to stykker håndbagage i flykabinen – en mindre og den lidt større trolley på op til 10 kilo.

Ryanair ændrer således på prisen for indchecket bagage ved at gøre det muligt at checke kufferter ind på 10 kilo, hvor det indtil nu kun har været muligt at checke bagage ind på op til 20 kilo til en pris på 25 euro (190 kroner, red.).

Den ændrede bagagepolitik træder i kraft ved boarding på novembers første dag, og ændringen gælder for alle bookinger foretaget fra den 1. september og frem.

Vil fremskynde boarding
De nye regler for håndbagage bliver ifølge Ryanair indført for at få flere passagerer til at checke bagage ind og dermed forsøge at minimere flyenes forsinkelser.

”Denne nye politik vil fremskynde boarding-processen og minimere flyforsinkelser. 60 procent af kunderne vil være upåvirket af disse ændringer, og vi forventer, at de øvrige 40 procent enten vælger at købe Priority Boarding eller købe en 10 kilos indchecket kuffert. Eller også vælger de at rejse med kun én gratis lille taske, som 30 procent allerede gør i dag,” siger Kenny Jacobs, marketingdirektør hos Ryanair.

I begyndelsen af januar i år ændrede Ryanair også politikken for den indcheckede bagage. Dengang blev den tilladte indcheckede bagage ændret fra 15 til 20 kilo, og bagagetillægget blev sænket fra de hidtidige 35 euro (260 kroner, red.) til de nuværende 25 euro for kufferter på op til 20 kilo.