British Midland Regional har lørdag aften indgivet konkursbegæring. Samtlige flyvninger til 25 europæiske byer, heraf en i Danmark, er indstillet.

De hårde konkurrencebetingelser i luftfarten har krævet endnu et offer. Lørdag aften har British Midland Regional Limited meddelt, at flyselskabet – som driver forretning under varemærket flybmi – har indgivet konkursbegæring.

Flybmi opererede frem til konkursbegæringen 17 regionale jetfly fra den brasilianske flyproducent Embraer, hvoraf 14 var 49-sæders fly af typen ERJ-145, mens der også var tre af de mindre ERJ-135, der har plads til 37 passagerer.

Samtlige flyvninger er indstillet, og det rammer selskabets flyvninger til 25 europæiske byer, hvoraf en er dansk. Det er Esbjerg Lufthavn, der fremover kommer til at undvære olieruten til Aberdeen. Herudover har flybmi også fløjet til blandt andet Jönköping, Karlstad, Norrköping, Oslo og Stavanger.

350 millioner kroner på seks år
En talsmand for British Midland Regional fortæller, at flyselskabets problemer er opstået som følge af de høje brændstofpriser i kombination med stigende priser på CO2-kvoterne. Herudover har usikkerheden om Brexit også spillet ind, da der ikke har været den fornødne tillid omkring flybmi´s mulighed for at fortsætte med at flyve mellem destinationer i Europa.

“På denne baggrund er det blevet umuligt for flyselskabets aktionærer at fortsætte deres omfattende finansieringsprogram til virksomheden på trods af investeringer på over 40 millioner britiske pund (350 millioner danske kroner, red.) i de seneste seks år. Vi beklager oprigtigt, at denne handling er blevet den eneste mulighed, der er åben for os, men udfordringerne, især de der skabes af Brexit, har vist sig at være uoverstigelige,” hedder det i en erklæring.

Flere af det britiske flyselskabs samarbejdspartnere vil blive ramt af konkursen. Frem til konkursbegæringen havde flybmi codeshare-aftaler med Lufthansa, Brussels Airlines, Turkish Airlines, Loganair, Air France og Air Dolomiti. Lufthansa har især været begunstiget af flybmi´s føderuter til München.

I 2018 havde flybmi 522.000 passagerer fordelt på 29.000 flyvninger.